På cykel eller til fods langs søbredden. Søstien byder på en naturskøn cykel - eller vandretur rundt om Slotssøen, med kig til Frederiksborg Slot. Du er tæt på både Hillerøds bykerne, renæssanceslottet og en dejlig natur.
Med udgangspunkt i Hillerød Torv går du ned mod Slotssøens bred og følger stien mod venstre.
Langs stien bøjer piletræer sig yndefuldt mod søens vandspejl, mens massevis af ænder og andre søfugle svømmer i vandkanten eller hviler sig i græsset. Fortsæt ad den bugtede sti langs søkanten, til du kommer til det lille grønne anlæg, Posen. Her er der en fin legeplads for børn, inspireret af Hillerøds historie, Parforce-legepladsen. Ved parkeringspladsen findes offentlige toiletter.
Fortsæt til fods ad stien langs med søbredden, hvor store skræpper vokser og danner en fin forgrund til fotos af Frederiksborg Slot fra denne vinkel. Vær opmærksom på at cykling ikke er tilladt på den korte strækning mellem Posen og Byporten. Passer Den Lille Færges anløbsbro ved Rosenhaven, og fortsæt til broen ved hovedindgangen til Frederiksborg Slot, Byporten.
Passér Byporten og fortsæt ligeud ad Slotsgade, indtil du kommer til Møntportvejen. Den hvide bygning på hjørnet er Kunsthuset Annaborg.
Drej til højre og fortsæt ad Møntportvejen, til du er inde på slotsområdet. Gå gennem Møntporten og ud i Frederiksborg Slotshave.
Lige inden Barokhaven drejer du til højre og følger stien over den lille træbro, hvorunder Barokhavens kaskade løber ud i Slotssøen. Herfra er der et flot ind i Barokhaven, som giver et godt indtryk af det strengt symmetrisk ombyggede haveanlæg, med den faldende kaskade som midterakse.
Fortsæt langs med søen, og drej til højre, første gang det er muligt. Ved Jægerbakken fører en trappe op til Hillerød Bymuseum, som er et besøg værd. Fortsæt forbi trappen langs med søen, indtil du igen kommer til Torvet.
Turen er ca. 2,4 km lang og kan gøres til fods eller på cykel. Stien er egnet for kørestole, barnevogne eller klapvogne, idet der er tilkørselsrampe til stien ved Torvet og ved Byporten. Bemærk dog, at cykling er ikke tilladt på strækningen mellem Posen og Byporten.