Rungsted Golf Klub, som ligger i i hjertet af Rungsted, er fra 1937 og er en af Danmarks ældste og mest traditionsrige golf-klubber.
Banen ligger i et varieret terræn med mange træer, buske, søer og vandløb - alt sammen placeret på en måde, der gør en runde til en naturoplevelse såvel som en spændende golfoplevelse.
En af Danmarks smukkeste parkbaner
Banen er anlagt på mosejord, som betyder, at banen selv i de tørreste somre aldrig tørrer helt ud, og derfor altid er en spændende udfordring på en blød turf og let fugtige greens.
Skjulte udfordringer
De første ni huller byder med sine to par 3-huller og syv par 4-huller på udfordringer for enhver golfspiller. Banens sidste ni huller opfattes som noget lettere - både fordi par 5-hullerne findes her, og fordi flere af par 4-hullerne er korte. Man skal dog passe på med at lade sig lokke af hullernes tilsyneladende lethed, da flere af dem kræver præcise placeringer af udslaget. Specielt banens fire sidste huller er kendt, elsket og frygtet af mange. 15. hul, hvor rhododendronerne blomstrer i maj, er en smuk naturoplevelse og banens signaturhul.
Designet af MacKenzie
Banen er anlagt efter tegninger af Charles Atkinson MacKenzie – bror til den nok lidt mere kendte banedesigner Alister MacKenzie, der blandt andet stod bag Augusta National.
Greenfeespillere er meget velkomne
Banen er åben for greenfeegæster med et max. hcp på 30. Gæstespil tillades på alle hverdage efter kl. 08.30; weekends og helligdage efter kl 12.00. Maksimalt samlet hcp. i en bold er 108. Klubmedlemmer må medtage gæster på alle tider.