Halsnæsstien

Halsnæsstien-til fods eller på cykel. Halsnæsstien er omgivet af vand på tre sider; mod nord Kattegat, mod syd og vest de mere rolige vande ved Isefjord og Roskilde Fjord.

Halsnæsstien forbinder de forskelligartede miljøer på Halsnæs med hinanden og passerer undervejs alle tre landskabstyper, som findes i området, samt fire små bysamfund, Sølager, Lynæs, Kikhavn og Torup.

Ruten er i sin fulde længde ca. 12 km. og tager omkring 3 timer at gå. Stien har ikke noget bestemt start -eller slutpunkt, man kan starte hvor man vil og gå så langt man ønsker det. 

Bemærk at det kan være svært at gå øst for Lynæs havn. Følg i stedet St. Karlsmindevej hele vejen. Turen kan også gås ad den naturskønne trampe-/ vandresti henover Klintebakken. Bemærk dog venligst, at denne trampesti, med sit kuperede og snørklede forløb, kan være en farlig kombination for vandrere og cyklister. Derfor viser kortet over Halsnæsstien ikke vej via Klintebakken, men kun adgang langs med Store Karlsmindevej i begge retninger. 

Flere steder langs ruten kan man komme helt tæt på fjorden og nyde udsigten ned i Roskilde Fjord og Isefjord.